Marcipan transformeret til en kæmpe medister!

ARGHH! Jeg lærer det bare aldrig! Julemåneden startede ellers så godt, fordi jeg efter nogle måneder endelig var på rette kurs med mavebøjninger. Desuden kunne jeg konstatere det faktum, at navlen efter lang tids kurs ud ad, nu havde fundet ud af, at vejen tilbage til rygsøjlen alligevel var sjovere....Ind til julen for alvor satte ind! Jeg udviste mådehold, ind til jeg på hausfrau manér midt i måneden fik lavet konfekt til juleaften. Det lykkedes mig blot 4 dage senere at konsumere det og dermed måtte lave en ny portion! Medisteren på maven er derfor endnu engang dukket frem af sit skjul - Dammit!! Jeg kan ikke gøre for det - jeg elsker bare jules magi, den gode mad og de søde sager. Rigtig god bagjul til jer alle - her lidt billeder hjemmefra, hvor en del af pynten til vores juletræ stammer tilbage fra min morfars barndom.

  

Åhhh ja….det måtte jo komme…

....Savnet over ikke skulle på skiferie februar næste år. Troligt er vi i de sidste mange år taget af sted syd på, på skiferie, men i denne sæson tager vi ikke af sted og jeg kan allerede mærke abstinenserne komme krybende.

Jeg E L S K E R simpelthen skiferie, fordi;

• Det er en sjov og aktiv ferie, hvor familiesamværet med hinanden er intens
• Det er legalt at være halv-klam, fordi dresscoden er skiundertøj´og skisokker, der nærmest kan stå af sig selv
• Fart…fart…og atter fart på et par planker!
• Den fantastiske udsigt, de (forhåbentlige) mange timer i solens smukke skær, mens en kold fadøl nydes

Min søn fik sidste år konstateret hoftesygdommen Calvés Legg Perthes, som gør, at vi i stedet har valgt vinterferien under mere varme himmelstrøg. Vi glæder og håber på at kunne få skiene på i sæson 2012. Vigtigst af alt er dog, at han snart bliver rask.

Go’ skiferie til jer der måtte være så heldige. Jeg vil nyde et par billeder fra vores til Sölden sidste år…

 

Knap et års pause er nu slut...

Så kom dagen, hvor jeg ikke længere kunne holde fingrene væk fra bloggen... Sidste år har været et år, hvor prioriteterne ikke har været hertil, men istedet til familien og arbejdet. Jeg glæder mig til igen at kunne fortælle historier, ting jeg synes er fedt og få et frirum fra de daglige gøremål...Jeg håber I har lyst til at følge med.

See you!

De kærligste hilsner
Rikke

Tschüss.....nu skal plankerne på

Kære læsere :0)

Her sidder jeg i mine sidste arbejdstimer og drømmer...... om 5 timer drager jeg en uge på ski - det bliver fantastisk....

Hav det godt i blogland ind til vi skrives ved igen.

Kh. Rikke

Stofnarkoman – men det skete jo endeligt!

Afhængighed er min last! Og jeg har desværre adskillige af dem. Èn af dem er stofafhængighed…..og den er faktisk ret stor. Når jeg bevæger mig ind i en stofbutik, kan man lige så godt sælge en Poul Reichardt livsstil til mig, for det ene køkkenternede stof efter det andet polkaprikkede, kaster sig ned i min vogn. (På billedet ses blot omkring 10% af den samlede mængde!) Og så har jeg en lille hemmelighed mere, som mine åbenmundede fingre har lyst til at plapre løs om, til stor gene for min fornuft….Jeg kan faktisk ikke rigtig sy! Godt så – der fik jeg det sagt! (Virkeligt klogt Rikke, når mange andre bloggere fremviser deres ene flotte quiltede sengetæppe efter det andet! Nu vinder du virkelig deres lyst til at læse mere på din blog!)

Jeg kaster mig selvfølgelig med jævne mellemrum ud i sy-projekter, men ikke altid med lottogevinst, som udfald – Måske skulle jeg prøve at benytte fremmedordet ”at sy efter mønster” noget mere! Sidste gang syede jeg for eksempel et par fede baggy pants til Sophia. Der var dog lige et lille lille, men vigtigt ”Aber dabei”….Sammensyningen af skridtet blev lidt lang…OKAY!!! Sådan cirka under knæet. Bukserne var så ”baggy’et”, at hun slet ikke kunne gå i dem, med mindre hun gik med knæene samlet – hvilket jeg dog også straks fik påtalt af den irriterende 6-årige perfektionist…

Efter at være startet i blogland, er jeg dog helt uventet blevet ”sy-genfødt” og er blevet voldsomt inspireret i håndarbejde – STOR tak til jer alle.. Vedlagt billede er af et nylavet dynebetræk til Lucas. Og det er faktisk fuldt funktionsdygtigt, hvilket i sig selv ikke altid er en garanti, når det kommer fra mine hænder. Ingen uventede syninger på steder, hvor det ikke er meningen eller glemt isyede nåle – og kantbåndene har jeg faktisk lavet selv :0))) Jeg havde ikke set det komme, men er pt. lige så stolt, som da jeg lavede grydelapper i folkeskolen (hvilket i øvrigt heller ikke lige frem var et vellykket projekt!)

Soveværelse – skal…skal ikke

Der er en grund til vores husprojekt nu kører i bedste velgående stil på 7. år – nemlig impulsivitet! Til trods for vi stadig mangler færdiggørelse af gang og badeværelse, har jeg nu fået lysten til at kaste mig over soveværelset. Vores soveværelse er renoveret, men med de sidste mangler, som lister m.m. Soveværelset er meget ”hvidt-i-hvidt”, som størstedelen af den danske befolkning, men jeg er efterhånden træt af dette og ønsker nu farver. Jeg savner hyggen, frem for det ”kliniske” look. Jeg har ladet mig inspirere af vedlagte billeder. Spørgsmålet er nu, om jeg skal eller skal ikke…. Jeg ved jo godt fornuften fortæller mig, at jeg burde kaste mig over de resterende ”ret kedelige” opgaver.

Polka Dot og selvmedlidenhed!

Og så gik de forventninger op i røg....Kender I ikke sådan en dag, hvor man forsøger at være den gode mor, men uanset odds'ene ender dagen bare mindre vellykket? Har arbejdet hjemmefra idag (Det i sig selv er klart på positivlisten.) Henter børnene lidt tidligere idag - nu skal der bages muffins. Begejstringen er stor hos alle, og jeg når at tænke; Det bliver helt sikkert en god eftermiddag/aften. Dumdræstigt bevæger jeg mig ud af planken ganske naivt; Et hyggeligt aftenbord dækkes og jeg laver lidt lækkert mad til ungerne. Pludselig befinder jeg mig i et virvar af sætninger fra et netop fyldt 6 årige: Årrhh er der lasagne igen??? Du ved godt jeg ikke kan lide lasagne. Alle ved, at Møller drikker øller, og VUPTI; Hvis stupide mor eventuel ikke skulle have fattet budskabet første gang, følges det troligt op af et altid loyalt ekko i form af den endnu bedrevidende Lillebror. Efter en lang smøre af overbevisninger om forskellen på lasagne og  flødekartofler gik middagen nogenlunde. Tilbage sidder jeg dog med den Polkaprikkede dug og skåle (Polka Dot har iøvrigt stor rennæssance herhjemme pt.) og en smule selvmedlidenhed over at være alene med ungerne i denne uge, hvor Patrick er på herreskitur......

Fastelavn og Murphy

Årh nej - totalt flashback!

Henne i børnehaven idag var kalenderen blevet opdateret med et "Fastelavnsarrangement" i februar. "Hvor dum har man lov til at være"-sætningen stod atter engang bøjet i neon ved tanke om sidste års bommert.

I min evige bestræben efter den perfekte moderrolle fremskaffede jeg til fastelavn sidste år et prinsesse-outfit (meget imod den prinsessehadende mors vilje - Det må tages en anden dag) til Sophia og Lynet McQueendragt til Lucas. Endelig en grund til at føle sig overskudsagtig, da børnehaven havde gjort meget ud af at oplyse, at ingen forældre skulle føle sig forpligtiget til at klæde deres børn ud til lejligheden. (Børnehaven ville have udklædningstøj man kunne låne.)

Humøret var helt sikkert i top, og jeg skal indrømme, at jeg ganske selvtilfreds fik pisket en stemning op med adskillige highfives og selvfede kommentarer. Ungerne fik klart indoktrineret, hvor heldige de var over at have en mor, der kunne fremskaffet disse formidable kostumer. I bilen blev "Fastelavn er mit navn" på det groveste skamsunget, så da vi svingede ind på Børnehavens P-Plads, ville den oppiskede begejstring ingen ende tage...Murphys lov længe leve!

Sophia var helt sikkert en prinsesse værdig, da hun med stor selvsikkerhed var klar til at blive beundret for sin prinsessekjole med skiftende farvelys....og det blev den i allerhøjeste grad af alle de andre børn, som sad på gulvet i færd med at hoppe i flyverdragten iklædt deres almindelige tøj. I et desperat forsøg på at redde den over for mine unger, fik jeg fremstammet et "Fedt, så får I næsten to fastelavnsfester i fuld udklædning" har helt sikkert virket malplaceret hos pædagogerne....Godt mine vidunderlige unger efterhånden er hærdede og overbærende. Tvivler på den går, når de når teenagealderen.

Beam me up, Scotty

Hvorfor har jeg ikke en "Beam me up, Scotty" knap? Jeg ville gøre alt for at genopleve vores bryllup d. 6/9-08. Billederne er af os, vores tre børn. (Sophia, Lucas og bonussønnen Casper.)

I LOOOVE CARDIGANS

sidste gang jeg var i London købte jeg denne lækre cardigan fra mærket “Upper5th”. Designet er inspireret af det fransk-maritime/50'erne med et humorisktisk twist.

Upper5th har nogle fede cardigans. Mange af dem er inspireret af årtierne 40erne/50erne og de er alle designet med masser af humor.

Generelt har jeg en svaghed for cardigans - tit til stor morskab for mine veninder, som absolut mener, at qua min alder burde de være non-aktuelle. Du kan finde andre lækre ting på dette delicious website www.dollydagger.co.uk 

Take cAre,

RikKe

I've been Carried away

Over hele verdenen har kvinder forelsket sig i Carrie fra SATC - og jeg er sandelig ingen undtagelse. Carries feminine bohemian stil skabt af  stylisten Patricia Field og selv om det er mere end et årti siden den første sæson blev sendt, er mange af Carries outfits stadig aktuelle.

Jeg elsker denne pink kjole med sort bælte, som er inspireret fra 50'erne.

Min favoritsæson er den 6. sæson. Endnu flere kjoler og showpieces var i denne sæson. Mine yndlingsafsnit er de sidste to, hvor Carrie flytter til Paris. (Paris Paris igen igen)

Carrie med Eiffeltårnet i baggrunden

Carrie med hårpynt, lang tid før de blev "et hvermands eje"

Carrie med min absolut favoritkjole - her på Hotel Athene i Paris

Selvfølgelig glæder jeg mig til SATC The Movie2 her til sommer, selv om de efter min mening er blevet en tand for kommercielle.

Vi ses, Rikke