februar 10, 2011

Græsenke denne uge…drømmende…

Ja, jeg er lidt stille i denne uge. Patrick er på arbejde i Århus hele ugen, og jeg er alene med børnene, så inspirationen til skriverierne er ikke ligefrem boblende. Mange varme tanker er sendt af sted til alle enlige mødre :0)


Jeg sidder og kigger ud af vinduet lige nu drømmende tilbage til vores tur til Paris. Jeg har bragt et indlæg om Ladurée med de mest fantastiske Macarones. I dag omhandler det Eiffeltårnet, som for mig er det smukkeste i Paris. Uanset hvad Parisiennerne måtte mene om Eiffeltårnet, er jeg hver gang blæst fuldstændig bagover, hvor smukt det er.

Eiffeltårnet er opkaldt efter sin konstruktør og ingeniør Gustav Eiffel. Tårnet blev bygget af 300 stålarbejdere i perioden 1887-1889, er 324 m højt og kostede 7,8 millioner francs. Eiffeltårnet blev bygget til Verdensudstillingen i Paris i 1889, med det formål at være indgangsportal til udstillingen. Godkendelsen til at bygge blev givet under forudsætning af, at det skulle rives ned igen 20 år efter - altså i år 1909. Tårnet blev stående efter 1. verdenskrig og blev set, som et sejrsmonument, hvorfor en nedrivning ikke længere var aktuel.
For mig er Eiffeltårnet dragende, fordi jeg ikke forstår man kan lave noget så smukt i stål for så mange år siden. Den smukke høje konstruktion og de mange romantiske detaljer i stål forener sammen de andre smukke bygninger Paris til at være kærlighedens by nummer 1. Når man ser på det, giver det én en snært af at være tilbage i en smuk svunden tid – og så er der jo en fantastisk udsigt ud over hele Paris. Hvad jeg ikke bryder mig om er selvfølgelig al ”gøglen” i form af gadesælger og den store mængde af turister. Men det hører jo med, når monumentet er blevet en stor turist attraktion med over 5,5 millioner årligt besøgende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg bliver så GLAD for din kommentar - Skønt :0)