Mit tredje ben spændte ben – AV!!!

I torsdags tog jeg den ned af trappen i gangen – sådan for real! Lucas havde lige haft netop 45 minutters tålmodighed – samme portion tålmodighed som kræves, når man laver sin første fulde perleplade. Stolt var han da han bad mig om at stryge den. Jeg ville smutte ned i køkkenet og legede med på ”nøj..hvor er mor stolt af dig-legen” I samme øjeblik væltede mit korpus ned af trappen og det eneste jeg kunne tænke på var at redde hans perleplade, hvilket selvfølgelig ikke lykkedes. Det højlydte bum fik Sophia til at sætte i dramatisk gråd, da hun så mig ligge på gulvet, fordi hun var bange for jeg skulle på sygehuset. Derfor måtte jeg kravle op ad trappen til hende for at sikre sig, at jeg slet ikke slog mig selvom det føltes, som om jeg havde modtaget et bokse-ægte nyrehug. Lucas tudede også på full-volume lungekraft. Det skyldtes dog ikke omsorgen for moren, men det faktum, at hans perleplade lå spredt for alle vinde. Jeg tog derfor superman-kappen på og indfandt mig 5 minutter senere med et stk perleplade for at lave en ny. Jeg fatter ikke, at jeg i en alder af 35 år stadig ikke formår at gå ordentlig på trapper, men må vel lære det på et tidspunkt!